5 skridt før du blogger for firmaet
Af Mads Kristensen den 30/7, 2007 i kategorien Markedsføring
Hvis du overvejer at gå i gang med at blogge på din virksomheds vegne, er der en række ting, du bør overveje, inden du skriver dit første indlæg. Ting der kan få afgørende betydning for, om din blog lykkes eller ej.
Social Media Optimization bragte forleden et interview med John Cass, der er manden bag bogen “Strategies and Tools for Corporate Blogging”. Mens interviewet og bogen er meget møntet på et amerikansk marked, kommer han med fem gode råd, som du absolut bør overveje med dig selv, inden du kaster dig ud i at skrive din første virksomheds blog.
Nedenfor kan du finde Johns gode råd med mine kommentarer knyttet på:
1. En virksomhed bør forstå sine marketing-mål.
Naturligvis er det helt nødvendigt for dig at vide, hvad det er, du vil med din markedsføring. Skal du ud og kommunikere et kampagnetilbud? Skal du ud og hverve nye kunder til dit brand? Skal du skabe loyalitet hos de kunder, du allerede har? Eller noget helt fjerde?
Alt efter hvad du skal, kan en blog være et rigtig godt redskab til at hjælpe med at nå dine mål. Især hvis dit formål er at bygge loyalitet til de kunder, du allerede har. For der er ikke noget, der er så effektivt til at skabe loyalitet som en god og ærlig dialog med ens kunder. Og hertil kan en blog være det perfekte middel.
2. Undersøg hvem der blogger om dig og virksomheden
Inden du giver dig i kast med at skrive en blog for din virksomhed, kan det være en meget god idé at undersøge, om der i forvejen er nogle derude, der skriver om dig - og hvad de i givet fald skriver. Dels kan det give dig en idé om, hvor stort et potentiale, der er for at skrive bloggen. Derudover kan det give dig inspiration til, hvad det er, der optager dine interessenter derude og således hjælpe med vinklingen.
Endelig giver det også en gylden mulighed for at gå i dialog med de, der allerede skriver om dig og dine produkter. Sandsynligheden taler for, at de er nogle af de dine mest loyale kunder.
3. Kig kritisk på virksomheden og dens potentiale for at blogge
En blog er ikke noget, der vedligeholder sig selv. Det kræver, at der er mindst én og gerne flere, som tager sig af den og indgår i dialogen med kunder og interessenter. Ellers kan hele øvelsen være fuldstændig ligegyldig. Gør dig derfor den tjeneste, inden du går i gang, at undersøge, om din virksomhed virkelig har det fokus og den vilje, der skal til for at få en blog til at lykkes. Hvis ikke er det bedst at lade være, for intet er så tåbeligt som noget halvgjort.
4. Træn dine omgivelser og afstem forventningerne
Med så meget fokus, der er på web 2.0 og sociale medier, vil der sikkert være nogle, som vil have rigtig store forventninger til, hvad der kommer til at ske, når din virksomhed kaster sig ud i at blogge. Nogle forventer måske endda en revolution fra den ene dag til den anden. Men da den slags (stort set) aldrig sker, bør du sørge for at afstemme forventningerne på et realistisk leje.
Samtidig vil det være en rigtig god idé, om du sørger for, at dem, der skal være involveret i projektet, får træning i, hvordan man gebærder sig i sociale medier. For husk: Når folk først er sluppet løs, er de sluppet løs - og de repræsenterer stadig virksomheden.
5. Hav en strategi for indholdet - også på andre blogs
Det er meget almindeligt at kombinere et fokus på at have alting samlet på en virksomheds eget website med en manglende fokus på, hvad indholdet på dette website skal være. Lyder det som en vinderstrategi? Næppe. Sørg derfor for at udvikle nogle klare retningslinier og en egentlig strategi for, hvad virksomhedens blog skal bruges til og måske navnligt, hvad den ikke skal bruges til.
Hvis du ved, at der findes andre blogs udenfor din virksomheds kontrol, der skriver om jeres produkter eller arbejdsområde, er det en god idé også at lægge en strategi for, hvordan man kan bidrage og være synlige der. For da blogging jo i sidste ende handler om dialog med sine omgivelser, kan man jo lige så godt tage aktiv del i denne dialog, ikke?
Popularity: 8% [?]

