RSS feed for dette indlægAktuel artikel

Folkelige netværk giver medier ny relevans

Hvem siger, at det skal være journalister, der har patent på at bringe sager til torvs og lægge pres på alle de, der smykker sig med gyldne kæder? Med nettets mange muligheder for at bringe information frem i lyset, er det så ikke oplagt, at nogle hjælper journalisterne på vej?

Det mener kommentatoren Jeff Jarvis i hvert fald. Den anden dag oplevede han at sidde i et trafikkaos i New York, fordi et uvejr fuldstændig havde skabt ravage på vejene. Mens han sad og blev irriteret over manglen på information, fik han en idé:

Hvorfor ikke bede almindelige mennesker om at indrapportere, hvor i New York og New Jersey infrastrukturen simpelthen er så himmelråbende ringe, at den vil bryde sammen ved selv den mindste begivenhed? Man kunne samle det hele på et Google Map og på den måde skabe så meget synlighed og opmærksomhed om de store problemer, Jeff Jarvis mener at se, at journalisterne ved de etablerede medier vil have nemt ved at tage den videre i systemet og lægge et folkeligt pres på de offentlige myndigheder for at få infrastrukturen fixet.

Jeg tror godt, at en sådan løsning kunne virke. Og jeg kunne også sagtens se det i Danmark. Lad os tage et eksempel:

Kloakkerne. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg i min tid har hørt politikere flytte penge fra kloakfondene til andre projekter for at få råd til at skabe synlige resultater. Resultat? Efterhånden må der være rigtig mange steder rundt omkring i landet, hvor kloakkerne er i en sølle form. At det er sådan ser vi f.eks., når vi bliver ramt af uvejr.

En sådan historie vil de færreste medier prioritere at afsætte ressourcer til at researche så meget, at der skabes overblik over problemets omfang. Men hvis man fik den almindelige borger med til at afdække, hvor det står galt til, ville man have mulighed for at skaffe sig et overblik over, hvor det i særlig grad er et problem og sætte ind der. Man vil få data, cases og vinkler serveret på et sølvfad.

Hvorfor ikke lade netværket af almindelige mennesker gøre den del af journalisternes job, der alligevel kræver for meget tid? Hvorfor ikke lade medierne redefinere deres rolle til også at inkludere faciliteringen af det, der med et godt dansk ord hedder ‘fact finding missions’? Hvorfor udbreder medierne ikke deres rolle fra andet end formidling, når nu mulighederne er til det, og det samtidig kunne styrke massemediernes relevans for den enkelte borger?

Det virker oplagt for mig.

Popularity: 19% [?]

Trackback URL

RSS feed for dette indlægSkriv en kommentar