Fiberbredbånd - og hvad så?
Af Mads Kristensen den 17/9, 2007 i kategorien Featured, Strategi
Torsdag i sidste uge holdt den danske bredbåndsbranche sit årlige hof med Bredbåndsdagen i Bella Center i København. Branchen er i hopla, fordi bredbånd stormer frem, og fordi der i øjeblikket bliver investeret flere kroner i fibernet, end der er blevet investeret i den danske kommunikationssektor gennem flere år.
Alt sammen er det fint og fantastisk, for er der noget, vi godt kan bruge, er det ægte bredbånd til alle. Der, hvor vandene deles, er imidlertid, hvad vi skal bruge fiberbredbåndet til?
Branchens eget mantra er de såkaldte tripleplay-løsninger, hvor internet, telefon og TV samles i én løsning til forbrugeren. Man fristes til at sige: Ja, og hvad så? Det er smart, at mine tre regninger kan samles til én, men nogen revolution er det ikke.
En revolution vil kræve, at man gør op med den gamle gatekeeper-mentalitet, hvor man snakker om pakker hele tiden. Jeg vil ikke have en pakke - jeg vil have frit valg på alle hylder. Pakketanken i den forstand at form og omfang er givet for mig er død. Men lur mig, om nogle af de etablerede spillere vil være med på den? Det vil kræve afgivelse af kontrol og en åben kamp om hver eneste kunde - noget enhver udbyder med respekt for egen bundlinie helt sikkert gerne vil undgå at komme ud i. Flere af TV-distributionsselskaberne er således allerede ude og tale om, hvor kompliceret dette marked er. I mine øjne en rigtig dårlig undskyldning for ikke at ville afgive kontrol.
Pakker eller mangel på samme går igen, når vi snakker nye indholdsmuligheder til fiberbredbåndet. Nogle mener, at det hotteste hotte vil blive, at alle nu får mulighed for at åbne deres egen TV-station. Men igen - hvorfor? TV-stationer er som koncept i mine øjne under afvikling, selvom det ikke sker hverden i dag eller i morgen. Intet tyder på sigt på en gylden fremtid for flow-tv, hvor andre kan bestemme, hvad jeg skal sidde og se. Og hvis jeg alligevel har frit valg, hvorfor så lave en ny TV-station? Hvorfor ikke ‘bare’ lave en organisation, der kan producere noget fantastisk godt indhold fuldstændig uafhængig af platform.
I det hele taget er platformen bredbånds-branchens store problem og udfordring for forretningen. For branchen er befolket med mænd, der dybest set er ude på én ting: Kontrol over dig og mig som seere, brugere eller hvad man nu ellers vælger at kalde os. Hvis vi som interessenter i dette spil overhovedet mener noget med vores ønsker om større valgfrihed, siger vi nej til denne form for kontrol og overlader det til bredbåndsbranchen at komme op med noget, der er virkeligt innovativt og nyskabende for alle parter. Og lur mig om ikke så også forretningen følger med.
Popularity: 13% [?]

